Standardkredsvedtægter for DTF’s 1. kreds opdateret d. 9. december 2007
Kapitel 1: Navn og formål
§ 1: Kredsforeningens navn
Foreningens navn er Københavns Tandlægeforening, forkortet: KTF.
§ 2: Formål:
Foreningen har til formål på lokalt plan at virke inden for DTF’s formål, jf. § 2 i DTF’s vedtægter.
Kapitel 2: Medlemskab:
§ 3: Ordinært medlemskab:
Stk. 1. Foreningen, der er kredsforening under Dansk Tandlægeforening (DTF), omfatter alle tandlæger, der er medlem af DTF, og som udøver tandlægevirksomhed inden for kredsens geografiske område.
Stk. 2. Såfremt der ikke udøves tandlægevirksomhed, er bopælskommunen afgørende.
§ 4: Passivt medlemskab:
Stk. 1. Passive medlemmer modtager materiale vedrørende kredsgeneralforsamlingen.
Stk. 2. Passive medlemmer har adgang til kredsgeneralforsamlingen. De kan ytre sig frit og stille forslag, men har ikke stemmeret og er ikke valgbare til repræsentantskab, hoved- og kredsbestyrelse.
§ 5: Studentermedlemmer
Stk. 1. Studentermedlemmer, jf. DTF’s vedtægter § 8, stk. 1, har adgang til kredsgeneralforsamlingen samt faglige møder i kredsen.
Studentermedlemmer har ret til at ytre sig og stille forslag på kredsgeneralforsamlingen, men har ikke stemmeret.
Stk. 2. Det af den odontologiske forening i København valgte medlem af DTF’s repræsentantskab, jf. DTF’s vedtægter § 8, stk. 4, har ret til at stille forslag og deltage i afstemninger på kredsgeneralforsamlinger i 1. kreds.
Kapitel 3: Kontingent
§ 6: Kontingent
Stk. 1. Ud over kontingent til DTF betales et kontingent til kredsforeningen, jf. DTF’s vedtægter § 14, stk. 2.
Stk. 2. Medlemmer uden tilhørsforhold til en kreds betaler intet kredskontingent.
§ 7: Opkrævning af kontingent
Kontingent til DTF og vedkommende kreds opkræves i henhold til DTF’s vedtægter § 14, stk. 4.
Kapitel 4: Kredsforeningens generalforsamling
§ 8: Ordinær generalforsamling
Stk. 1. Kredsen afholder en årlig ordinær generalforsamling. Den ordinære generalforsamling afholdes i perioden 15. september og 15. oktober.
Stk. 2. Indkaldelse indeholdende dagsorden udsendes til medlemmerne af kredsforeningen senest 2 uger før generalforsamlingen.
Stk. 3. På den ordinære generalforsamling behandles bl.a. flg. emner:
Kredsbestyrelsens årsberetning og eventuelle årsberetninger fra lokalklubber mv. i kredsen.
Særlige emner.
Regnskabsaflæggelse og budget.
Valg til kredsbestyrelse herunder evt. formandsvalg.
Valg til DTF’s repræsentantskab.
Valg af to kritiske revisorer.
Valg til overenskomstudvalg A, KATFU og PATU.
§ 9: Ekstraordinær generalforsamling:
Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen indkalder hertil, eller når mindst 1/3 af kredsens repræsentanter eller 1/4 af kredsens stemmeberettigede medlemmer forlanger det i en skriftlig, begrundet henvendelse til bestyrelsen.
Stk. 2. Er den ekstraordinære generalforsamling forlangt af repræsentanterne eller af medlemmerne, skal indkaldelsen udsendes inden 14 dage efter begæringens fremsættelse. Indkaldelsen skal indeholde dagsorden.
Stk. 3. På ekstraordinære kredsgeneralforsamlinger kan foretages omvalg, herunder af repræsentanter og suppleanter, når betingelserne herfor er opfyldt.
På sådanne generalforsamlinger kan endvidere foretages suppleringsvalg, herunder af repræsentanter. Valgene sker efter reglerne for ordinære valg.
Kapitel 5: Kredsbestyrelse, repræsentantskab og suppleanter:
§ 10: Kredsbestyrelsen
Kredsforeningen ledes af en kredsbestyrelse, der består af én formand og et af kredsen nærmere besluttet antal bestyrelsesmedlemmer.
§ 11: Valg af kredsformand, kredsbestyrelse og repræsentanter:
Stk. 1. Valg af kredsformand, kredsbestyrelse, repræsentanter samt suppleanter foretages på kredsens generalforsamling.
§ 12: Opstilling af kandidater, stemmeret samt valg- og afstemningsregler:
Stk. 1. Kredsbestyrelsen sikrer, at der opstilles et antal kandidater svarende til minimum antallet af vakante pladser.
Stk. 2. Såfremt kredsen har medlemmer fra flere regioner, sikrer kredsen, at der opstilles kandidater fra samtlige regioner, således, at der ved valg sikres repræsentation fra samtlige regioner.
Ethvert medlem af kredsen er berettiget til at stille forslag om valg af kandidater.
Stk. 3. Valg af kredsformand sker altid som enkeltmandsvalg, mens valg af kredsbestyrelse, repræsentanter og suppleanter sker ved den d’Hondtske metode.
Stk. 4. Ved opstilling til enkeltmandsvalg kræves støtte fra 2 stillere. Ved valg efter den d’Hondtske metode kræves et antal stillere svarende til antallet af personer inklusive suppleanter, der skal vælges.
Stk. 5. Stemmeberettigede og valgbare er alle kredsmedlemmer, der senest 3 uger før kredsgeneralforsamlingen er registreret som ordinære medlemmer af DTF.
Stk. 6. Såfremt kredsen har medlemmer fra flere regioner, sikrer kredsbestyrelsen, at der ved valg til repræsentantskabet sker separate afstemninger.
Stk. 7. Medlemmerne kan i denne situation kun stemme på kandidater fra den region, de selv tilhører.
Stk. 8. Valgene ledes af dirigenten og mindst 2 valgmedhjælpere udpeget af dirigenten. Valgene foretages skriftligt, hvis der findes flere kandidater / lister, end der skal vælges.
Stemmeafgivning ved fuldmagt kan ikke finde sted.
Ved stemmelighed foretages omvalg mellem de kandidater / lister, der har opnået lige mange stemmer.
Stk. 9. Valgene sker for 1 år ad gangen.
§ 13. Genvalg:
Genvalg kan finde sted. Dog kan ingen fungere som kredsformand længere end seks år uden afbrydelse.
§ 14. Frivillighed:
Intet medlem har pligt til at lade sig vælge som kredsformand, kredsbestyrelsesmedlem, repræsentant eller suppleant.
§ 15. Registrering af valgene
Stk. 1. Til brug for registrering af valgene i kredsen fremsender DTF to valgskemaer.
Stk. 2. De udfyldte enslydende valgskemaer underskrives af dirigenten og valgmedhjælperne. Det ene eksemplar returneres senest én uge efter kredsgeneralforsamlingen til DTF’s sekretariat. Det andet eksemplar opbevares i kredsens arkiv.
§ 16. Påbegyndelse af funktion
Stk. 1. Kredsformandens funktionstid begynder umiddelbart efter valget.
Stk. 2. Tilsvarende gælder for kredsbestyrelsesmedlemmer.
Stk. 3. For repræsentanter og suppleanter begynder funktionstiden den 16. oktober i valgåret.
§ 17. Repræsentanternes medlemskab af Regionsbestyrelse:
De valgte repræsentanter er ligeledes medlemmer af regionsbestyrelsen i den region, de tilhører.
§ 18. Kredsbestyrelsens konstituering:
Stk. 1. Kredsbestyrelsen afholder konstituerende møde snarest muligt efter påbegyndt funktionstid.
Stk. 2. Bestyrelsen vælger på det konstituerende møde selv sin næstformand.
§ 19. Kredsbestyrelsens arbejde:
Stk. 1. Formanden leder bestyrelsens møder. I tilfælde af formandens fravær fungerer næstformanden som mødeleder.
Stk. 2. Kredsbestyrelsen er beslutningsdygtig, når samtlige medlemmer er indkaldt med 14 dages varsel og mindst halvdelen er til stede.
Det påhviler kredsbestyrelsen at vedtage nærmere bestemmelser om bestyrelsens beslutningsdygtighed.
Stk. 3. Ved afstemninger træffes afgørelsen ved simpelt flertal. Står stemmerne lige, er formandens stemme afgørende.
Kapitel 6: Årsregnskab
§ 22. Årsregnskab:
Stk. 1. Kredsforeningens regnskabsår er kalenderåret.
Stk. 2. Regnskabet revideres af to kritiske revisorer valgt af generalforsamlingen.
Kapitel 7: Kompetencefordeling, Kredsforening og Regionsbestyrelse:
§ 23. Kredsforeningens ansvarsområder:
Stk. 1. Kredsforeningen varetager, jf. § 2, de sundhedspolitiske interesser på kommunalt niveau.
Stk. 2. Kredsforeningen har ansvar for BUT-udvalg, kvalitetscirkler, kollegiale netværk, kollegahjælpen, og kursusaktiviteter.
§ 24. Regionsbestyrelsens ansvarsområder:
Stk. 1. Regionsbestyrelsen varetager regionens sundhedspolitiske interesser over for regionale forhandlingsmodparter inden for sygesikringsområdet.
Stk. 2. Regionsbestyrelsen har ansvar for udpegning af medlemmer til det regionale samarbejdsudvalg samt administration af vagtordninger.
Tilsvarende har regionsbestyrelsen ansvaret for udpegning af medlemmer til det regionale tandlægenævn og andre regionale udvalg.
§ 25. Tvist om fordelingen af kompetencer:
Ved tvist om fordeling af ansvarsområder mellem kredsforening og regionsbestyrelse fremsættes spørgsmål til DTF’s hovedbestyrelse, som herefter træffer afgørelse.
Spørgsmål skal være ledsaget af en redegørelse for sagens omstændigheder og begrundet indstilling fra hhv. kredsforening og vedkommende regionsbestyrelse.
Kapitel 8. Ændringer af DTF’s standardkredsvedtægter:
§ 26. Ændringer af DTF’s standardkredsvedtægter:
Alle ændringer i kredsvedtægter skal godkendes af DTF’s ordinære generalforsamling for at have gyldighed.
(Besluttet på HGF 2006)